Jeg glæder mig ...

For jeg har købt to små stofpakker via Instagram med håndprintet stof. Jeg følger Karen på instagram (men har lånt billedet på hendes blog klik klik ) og ser de fine ting, hun laver og så fik jeg lyst til at forære mig selv et par pakker med stofrester til patchwork. Til 5 pund pakken, var det jo et super tilbud. Jeg har bestilt en bunke blandet "rainbow" og en bunke i blålige farver.

Jeg har en hel masse lækkert stof, der bare ligger og ikke bliver brugt som det er ligenu og jeg tror, at de fine prints vil gøre sig godt med stoffet, der allerede er på lager ;-) 

Jeg har planer om at bruge det til at lave et par tørklæder, men da jeg endnu ikke ved, hvad der præcis er i pakkerne, så må jeg vente indtil min svigermor kommer på onsdag - det var nemlig nemmest at få Karen til at sende det til London i stedet for til provinsen i Danmark.

Samtidig er min svigermor også ret så ferm til det der syning og altid frisk på at give en hånd enten med børn eller syningen, så der er udsigt til at jeg faktisk kan få færdiggjort et projekt uden de store afbrydelser. 

Skal den bo hos dig?

Jeg har færdiggjort denne strikkede sag, som jeg startede for 3-4 måneder siden. Nu er den blevet færdig - men den er blevet lidt for lille i mellemtiden (eller barnet er blevet for stort) ;-)
Nu er jeg så på udsigt efter et nyt hjem til den. Den er strikket i restegarner og efter "gefühl" og er derfor en blanding af alpakka, silke/uldblandinger og rene uldgarner. Den passer til en baby str. 6-9 mdr og da jeg selv er mest til "babykjoler", der ikke er babykjoler, er den lavet som en slags strikket vest/tunika/kjole. Den er super sød med et par strømpebukser på. Læg en kommentar, hvis du kender én der vil give den et godt hjem, så sender jeg den med posten - kvit og frit!

A brief in English: Leave a comment if you know someone of the right size, who´d like to give this knitted babyjumper/dress a new home ;-)

Pandoras æske

Nu ved jeg jo ikke hvordan det er hjemme hos dig, men herhjemme synes jeg at det er en evig kamp at få huset til at fremstå nogenlunde fremkommeligt og opryddeligt. Både min mand og jeg er ret distræte og fungerer (som oftest) ret godt med en lille smule rod. Hans grænse for hvornår det roder for meget, er dog en smule mere udvisket end min og jeg har helt klart skulle arbejde en del med mig selv, for ikke at bruge al min tid på at gøre ham til syndebuk, for vores fælles "last". 

Nu har vi dog for første gang nået grænsen samtidig efter at have haft drengenes værelse rykket ind i stuen, fordi loftet på deres værelse var ved at falde ned. 

Samtidig har vi også rodet en del med, hvad vi vil med vores liv.Vi har stillet hinanden alle de store spørgsmål og det gør lidt ondt, at skulle tage stilling til om vi begge er sådan grundglade, her hvor vi er. Men ankomsten af 3 barn har virkelig været en gave i mere end én forstand, fordi min barsel, så samtidig kan bruges på at se "lidt indad". Ingen tvivl om at det er sundt at tænke over ens liv -  men det er en stor mundfuld at åbne op for de større linjer i livet! 

Vi er kommet nærmere hvad vi gerne vil, men har også opdaget, at vi har åbnet for pandoras æske. I første omgang har det betydet, at vi er begyndt at rydde op i mere end én forstand. 

Ingen tvivl om at det føles godt - men det er også overvældende og tidskrævende, når man også skal forsøge at holde resten af skuden oven vande. 

Vi er ikke ved vejs ende - og vi taler stadigvæk om de større linjer, men vi forsøger - så godt vi kan, at få huset givet den helt store omgang, mens vi stille og roligt prøver at planlægge os ud af resten. Måske ender det med, at vi tager springet og prøver lykken et helt andet sted - indtil vi er helt sikre på praktikaliteterne, forsøger vi at være så nærværende som muligt, hvor vi er og jeg har taget forlænget - ubetalt orlov - så jeg først skal starte med at arbejde til december igen. Det giver os en lille smule mere tid til at snakke og tænke over alt det der er i spil. Det i sig selv føles som en gave, fordi vi ikke er så fastlåste i vores liv sammen. 

Her går det godt ...

Og det er altså ikke på grund af noget andet end det, at bloggen er lidt stille.
DOG ER JEG
 - lidt forsinket hoppet med på Instagram - og er blevet helt bidt af det. Er du på instagram og har lyst til at følge mig, hedder jeg haandlavetkarma. Jeg har selv fundet flere af dem, som jeg også læser med hos i blogverdenen og det er altså helt vildt sjovt.
Jeg er igang med en større kreativ oprydning og der er vildt gang i både strikke og hækleopskrifter, som jeg er ved at rydde ud af og op i - hvorefter de skal samles og arrangeres. Det tager lidt tid, men lige om lidt er jeg tilbage igen. Der er også kommet gang i en kreaklub i provinsen og det går jo lige i lykkecenteret.
Samtidig med det, genfinder jeg også flere gamle darlings, som jeg har et lidt nostalgisk forhold til.
- Et strikket "skorstensrør" (det kaldte min mormor dem altid, da jeg var lille) og et sjal, jeg syede engang til den skønneste Yvonne, jeg kender ;-) - Tørklædet er dog lige kommet hjem til en lille reparation og "lidt ekstra" i form af lidt broderi og hæklet pynt. Jeg skal nok vise det frem, når jeg får det repareret, der er nemlig så mange fine detaljer på det, som sporadisk dukker frem alt efter, hvordan tørklædet slynges om halsen.

Afsløring hemmelig penneven ...

Karina satte for noget tid siden en lille leg i gang på sin blog, hvor man således kunne få sig en hemmelig penneven. Det har været en rigtig sjov leg og et sjovt lille initiativ. Smut forbi hendes blog, hvis du er nysgerrig over hvad det lige handlede om.

I starten af ugen modtog jeg en skøn pakke fra Ria med bloggen Kreatrolden.

Ria-Kirstine er helt vildt dygtig og skynd dig at kigge med på hendes blog. Jeg kendte ikke Ria eller bloggen i forvejen, men jeg skal helt sikkert følge med i hendes krearier i fremtiden. Bare se, hvad hun har lavet - og som en lille pakke, der repræsenterer hende, sendte hun disse fine kort

 Pakken var fyldt med 6 indbydende pakker og chokoladen fik hurtigt ben at gå på. De andre sager er noget der kan nydes fremover. Jeg er helt vildt taknemmelig!

3 uger ...

Der er gået 3 uger siden jeg kom hjem fra USA og jeg har ingen anelse om, hvor de er blevet af. For de er gået med at lande i hverdagen igen. Jetlag, Lock out, sygdom, kaffeaftaler, mødregrupper, og alt muligt andet, der lige trængte til at blive passet lidt.
Jeg har ikke været særlig kreativ, men jeg er startet på to nye trøjer til Lola, mens jeg var afsted.

Inden hun blev født strikkede jeg én i noget øko uld. Det har vist sig at være verdens bedste trøje, til barnevogn og overgangstider. Nu prøver jeg at lave én i nummeret større og en anden i noget mønsterstrik - dog stadig med garn fra garnlageret. Det bliver lidt spændende, hvordan de kommer til at se ud, når de er færdige.

Det hele er heldigvis ikke ufærdige projekter, jeg har både færdiggjort to hæklede raketter til mine store drenge, et hæklet penalhus til den hemmelige pennevenneleg (der må offentliggøres i morgen) og et barnevognsophæng. I virkeligheden er det jo det jeg allerbedst kan lide - at hækle, så jeg har virkelig nydt at lave noget i den retning igen. Her er lille Eskils ophæng med bjælde, Askeladens træperler og sansebånd.

San Francisco

Jeg elsker den by! BUM. Saa er det sagt. Vi har boet paa verdens hyggeligste hotel lige midt i byen. Vi har spist os en pukkel til og shoppet os ihjel. Vi har travet vores ben og hofter sanseloese. Vi har ogsaa glemt en taske og tilmed faaet den tilbage igen. Vi har vaeret alle steder og ingen steder. - vi har faaet lige tilpas, for tiden er floejet afsted.

I den kommende weekend gaar turen sydpaa til Monterey inden Lola og jeg rejser tilbage tirsdag. Der skulle vaere usandsynligt smukt. Det glaeder jeg mig til at opleve. Jeg glaeder mig dog ogsaa til at se mine drenge snart. Mit hjerte bloeder en del efter dem og min mand. Jeg elsker at vaere her, men jeg savner dem noget saa vederstyggeligt. Det er allermest maerkeligt ikke at have dem at dele alle de sjove og skoenne oplevelser med. Naeste gang SKAL de altsaa med. Det har jeg lige bestemt. Tror ikke at de kommer til at saette sig imod.